UDSÆTNING AF AGERHØNS, - NYTTER DET?
Af Harris Jensen

Det er vist efterhånden en gammel nyhed, at der forskellige steder i landet, fortrinsvis af jægere og hundefolk med forkærlighed for stående jagthunde, de sidste par år er arbejdet intensivt for at ophjælpe bestanden af agerhøns.
Udsætning af parhøns med kyllinger, massiv fodring året rundt og biotopforbedringer er hovedingredienserne i den plan, som skal medvirke til at knække en nedadgående kurve i vildtstatistikkerne for Danmarks urgamle og oprindelige hønsefugl. Metoderne er grundigt beskrevet andre steder (se nedenfor), og det skal understreges, at deltagerne i arbejdet med at genskabe en stærk population af vilde agerhøns er bevidste om, at det vigtigste element naturligvis er biotopændringer. Udsætning på naturens præmisser og fodring er imidlertid nødvendige hjælpemidler i en overgangsfase, som det er svært at forudsige længden af. Netop ændringer i biotopen kombineret med mulighederne for at begrænse rovvildt vil være afgørende faktorer i den sammenhæng.

Et vestjysk landskab
For at få en fornemmelse af, hvorvidt bestræbelserne på at øge den vilde bestand af agerhøns overhovedet bærer frugt, er jeg en solrig martsdag taget til det sydvestlige hjørne af Jylland; nærmere betegnet egnen omkring Bramming, hvor en yderst aktiv kreds af jægere og markprøvefolk er midt i et storstilet projekt, som omfatter udsætning og vildtpleje på flere tusind hektar.

Ved første øjekast ligner terrænet et hvilket som helst andet vestjysk forårslandskab. Marker med græs, majsstub, vintersæd, raps og brak veksler i et broget tæppe. Det hele jævnligt gennemskåret af afvandingsgrøfter og forblæste hegn. Kikker man nøjere efter opdager man imidlertid hurtigt, at noget er markant anderledes: Med få hundrede meters afstand er der diskret overalt i området placeret små fodertønder fyldt med en blanding af knækket majs og raps. 

Vestjysk landskab

Markprøve for engelske settere
Jeg er gæst hos Engelsk Setter Klub, som over tre dage afvikler sin hovedprøve på terræner omkring Bramming. Tæt på hundrede velgående engelske settere skal hverdag afprøves på åben mark. Det kræver store terræner, og skal det hele have en mening, kræver det også en passende bestand af agerhøns.

Prøveleder for det omfattende arrangement er Erling Clausen, som blandt stående hundefolk vil være kendt som markprøvedommer og for sine dygtige engelske settere. Han er imidlertid også en af hovedmændene bag områdets agerhønseprojekt, og han er derfor den rette at følges med, når man gerne på baggrund af en enkelt dag vil forsøge at få et fornemmelse af, hvordan status er for bestanden af agerhøns.  

Engang var der mange høns
- Engang husede området rigtigt mange agerhøns. Med en velgående og veltrænet hund kunne et par habile jægere nemt skyde et pænt knippe høns på et par timer. I 1970-erne begynder det imidlertid at gå galt. Antallet af agerhøns falder år for år støt, og omkring århundredskiftet er der stort set ikke agerhøns tilbage i området. Årsagerne hertil er givet mange. Vi kender dem vel alle, og de skal naturligvis også indgå i vore planer for at genskabe hønsebestanden, men frem for at fokusere på fortidens problemfelter er det altså vigtigere, at vi kigger fremad og forsøger at skabe rammer, der kan sikre, at vi også i fremtiden kan glæde os over Danmarks nationale hønsefugl, som er grundlaget for en vore fineste jagtformer, og som vel også reelt er en forudsætning for de stående hundes markprøver, siger Erling Clausen.

Udsætning af agerhøns

Det går den rigtige vej

Lad det være sagt med det samme: Det er lykkedes for Erling Clausen og de øvrige entusiaster omkring projektet at vende udviklingen. Jeg talte femten par agerhøns i løbet af dagen, og det må siges at være et absolut solidt grundlag for afprøvningen af tolv hunde. Hønsene var måske lidt ujævnt fordel, men et tidligt forår med eksplosiv vækst i rapsmarkerne og intensiv trafik med gyllevogne betyder flyttedag blandt agerhøns. Og selv om det var en smuk forårsdag, var dagen faktisk også præget af en kold østenvind, hvilket også øger muligheden for, at hønsene søger læ i hegn og tæt ved bebyggelse.

At en positiv udvikling har en direkte sammenhæng med revirpleje blev dokumenteret i flere gange i løbet af dagen: Adskillige gange fandt hundene parhøns indenfor en afstand af 50 meter fra en fodertønde. Ligeledes er det tydeligt, at en efterafgrøde som gul sennep er lykken for agerhøns; når hundene blev sluppet på den type mark, fandt de stort set fugl hver gang. At skel og terrænskifter også er af stor værdi blev ligeledes dokumenteret gentagne gange; et skoleeksempel herpå var en lav vandfyldt grøft, som var flankeret af en udyrket bræmme og en barjordsstribe. Her var der indenfor 100 meter parhøns to gange.

Rovvildtet må begrænses med alle lovlige midler
Vi fandt også i løbet af prøven et eksempel på, at agerhønen har fjender. I et markskel fandt vi en agerhøne, som for ganske nylig var blevet slået af en rovfugl. Det er en del af naturens gang, men derfor vækker det alligevel ærgrelse blandt jægere og hundefolk, at finde de sørgelige rester af en ellers tilsyneladende stærk fugl.
Der er ingen tvivl om, at jægere og hundefolk ikke er færdige med jagten, når det ”almindelige” jagtår slutter i januar. Muligheden for regulering af krager og skader skal udnyttes, og det samme skal naturligvis den herlige og spænde gravjagt på ræv. Anlæg af kunstgrave over hele terrænet er i den sammenhæng en god ide, idet disse anlæg giver øget mulighed for kontrol med områdets rævebestand.

En positiv sidegevinst
Svend Aage Vad, som også er blandt de aktive i agerhønseprojektet, kunne i øvrigt fortælle, at lodsejere, som tidligere havde været tilbageholdne med at stille deres terræner til rådighed for hundeprøver og hundetræning, pludselig radikalt havde ændret holdning hertil. Der var eksempler på lodsejere, som havde anmodet om at få opstillet både udsætningsvolierer og fodertønder på deres arealer, og som tak måtte jagthundefolket frit træne deres hunde.
Der er naturligvis grænser for, hvor mange udsætningssteder man kan overkomme at passe, men fodertønder og aftaler med lodsejere om bare små biotopforbedringer er i høj grad også værdifulde.

Fredning løser intet
Det må erkendes, at det årlige udbytte af nedlagte agerhøns er faldet markant de sidste år. Det gælder ikke kun i Danmark; hovedparten af Europa er ramt af tilbagegangen. I Italien valgte man for nogle år siden at totalfrede agerhønen i en tiårig periode. Og så gik det helt galt. Arten havde pludselig ingen jagtlig interesse, og jægere og hundefolk holdt op med at forbedre vilkårene for de små hønsefugle.

Alle med bare et minimum af indsigt i jagten i Danmark ved, at afskydning af agerhøns intet har med artens tilbagegang at gøre. Det er et fåtal af Danmarks jægere, som overhovedet bevæger sig ud på åbne marker for at skyde agerhøns. Lad os endelig fortsat beskyde flokkene nænsomt på herlige septemberjagter. Til gengæld må vi give hinanden håndslag på, at vi på kort sigt ved fornuftig udsætning, og på langt sigt ved alskens former for biotopforbedring og revirpleje vil hjælpe den danske agerhøne.