DANSK JAGTHUNDE DERBY 2003

Dansk jagthunde Derby 2003

1.vinder og derbyvinder 2003, pointer Day (ved Elvis af Tanja af Frygne), ejer og fører Niels Jørgen Christensen
2.vinder pointer Vindfeldts Enya aud (ved Metrinelunds Rolf af Bogas Pernil), ejer og fører Jens Brogaard
3.vinder engelsk setter Baron (ved Heegårds Clinton af Heegårds Ronja) ejer og fører Bent Olsen
4.vinder gordon setter Pennehavens Buffas ( ved Troldmarkens Applaus af Meggie) ejer og fører Peter Rafaelsen
5.vinder engelsk setter Heegårds Q Randi (ved Huntingfield Harvard af Nevertoppens Gro) ejer og fører Jørgen Heegaard
6.vinder engelsk setter Breines Tenna (ved Lablands Modee af Breines Aggie) ejer Erik Petersen, fører Jette Clausen

En af de største begivenheder i dansk jagthundesport er årets Derby. De bedste hunde fra årgang 2001 satte hinanden stævne i weekenden 20, og 21. september. Der var – som altid, store forventninger til årets Derby. Skulle det igen være en pointer der triumferede eller skulle en af de andre fire racer sætte sig på tronen……

Af Flemming Sørensen

Der var stor spænding da prøveleder H.C.Hansen bød velkommen til årets Derby – det 71. i rækken. Det var i år markerne omkring Gørlev på Sjælland, der dannede rammerne om dette års prøve. Derbyet er en to dags prøve, hvor de 60 startende hunde om lørdagen var fordelt med 10 hunde på hvert hold. De bedste hunde på hvert hold fortsætter til søndagens afprøvninger i kampen om de endelige placeringer

Traditionsrig prøve
Dette års derby var nummer 71. i rækken. Det første fælles derby blev afholdt tilbage i 1932. Dengang var det Gaunø der var området, hvor derbyet blev afholdt. Det var engelsk setter manden V.Stilling Andersen,der startede tanken om, at man på èn og samme prøve, skulle have muligheden for at se de bedste hunde fra årgangen matche hinanden. Det lykkedes for engelsk setter klub at få de tre øvrige engelske specialklubber med på ideen. Efter en del forhandlinger frem og tilbage blev man enige om hovedlinierne for bedømmelse og deltagelse på Derbyet. Pointerklubben havde i årene forinden lavet deres eget derby, idet de i forbindelse med klubbens 10-års jubilæum, i 1928, indførte en ny prøve for klubbens unge hunde under 2 år. Pointerfolkene indgik imidlertid en aftale om, at de skulle deltage i et fælles derby sammen med de øvrige engelske racer.

Allerede i 1932 blev det besluttet, at tilmeldingerne skulle være i rater, således man som hundefører havde mulighed for ikke at skulle betale det fulde beløb, hvis ikke man mente ens hund havde de fornødne kvaliteter. Det primære formål med derbyet var nemlig, at det var de bedste hunde fra hver race der mødte frem, således kvaliteten kunne ses i konkurrence med de øvrige racer.

På det første derby mødte der 11 hunde til start, hvoraf de tre bedst placerede blev pointere. Vinderen blev Pia, ejet af Johan Lønberg. Derbyet på Gaunø i 1932 blev imidlertid en meget stor succes, som grundlage en ny stor tradition i dansk hundesport.

De få rå
Der har altid været en meget stor interesse forbundet med derbyet. Dels fordi der er meget prestige i at vinde denne fornemme prøve, men også fordi hundene kun har denne ene mulighed for at vinde prøven. Hunde må kun starte en gang på derbyet, så det er en kunst at få hunden til at toppe på det helt rigtige tidspunkt, hvis det flotte trofæ, Derbykruset, skal med hjem på præmiehylden.

Det er ikke enhver hundefører der prøver at triumfere på et derby, mens andre hundeførere, ”de få rå”, har formodet at hjemtaget titlen to gange. 4 hundeførere har gennem tiden evnet få to derbytitler. Aage Steensbjerge vandt første gang i 1944 med pointeren Løvbakkens Doll og senere igen i 1960 med Sønderjydens Donna. Poul Fugl vandt i 1974 med pointeren King og igen i 1978 med en anden pointer ved navn Søndermosens Troja. Fleming Schauburg har ligeledes vundet derbyet to gange. Først i 1969 med Eng. Setter Dixie og igen i 1993 med Senjas B.Columbine. Slutteligt har Jørgen Andersen vundet to gange, med pointerne Alsbjergs Don (1977) og Texas av Frygne (1998). Kun en hundefører har i derbyets 71. års historie formodet at lave hattrick med tre sejre. Denne bedrift er det, indtil videre, kun Flemming Fuglede Jørgensen der har været i stand til. Første step i tretrinsrakket blev taget i 1986, hvor det var Fugledes Mops der gik af med sejren. Tre år senere sejrede Flemming, efter en mindeværdig finale mod Jersdals Ron, med Fugledes Nana. Det trejde derby kom i hus i 1997, hvor "det gule lyn" Fugledes Star, trak det længst strå i finalen.

Mange af de hundeførere, som købte en hund fra årgang 2001, har sikkert fra starten gået med en livsdrøm om at det netop skulle være dem og deres hund, der dette år skulle skrives ind i historiebøgerne, som vinder af derbyet 2003. Men som bekendt er der kun en vinder, men optakten på prøverne rundt om i landet, forud for derbyet, viste at mange hunde bestemt havde en reel chance for at gå af med sejren i år

Opladningen
Hver især har de 60 hundefører trænet deres hunde forud for derbyet. Ligeledes har der i de respektive klubber været afholdt lokale træningssamlinger, således man har haft muligheden for at måle sig med konkurrenterne og se deres styrkesider. Mange vælger at deltage i disse samlinger, mens andre holder kortene tæt ind til hånden og ikke vil afsløre hundens kvaliteter før derbyet.

Et af de store samtaleemner i hundekredse, har været spørgsmålet om det i år endelig skulle lykkes for en gordon setter at stryge til tops. Der har været mange unge gordon settere med et stort format - rigtige "derbyhunde". Gordon setternes "For derby" viste da også, at vi i år skulle regne med de sorte settere. Vinderen på klubbens Forderby, Mille, var ualmindelig velgående, men også Åens Newton der havde 2 x 1.pr. i unghundeklasse i weekenden inden derbyet var en outsider. Sidste års vinder af gordonsetter klubbens UKK, Pennehavens Buffas og den norske import, Engtanges B.Boss, skulle der så absolut også holdes øje med.

Men "de røde settere" havde så absolut også et par guldkorn i ærmet, idet sidste års vinder af det svenske derby Sheantullagh Gleen i år var startberettiget i Danmark. Men også de to kuldbrødre Ibber og Indi var farlige outsidere.

Hos bretons var det især en hund der faldt i øjnene, Syrach, der med flere 1. præmier i såvel forår som efterår måtte betragtes som en anden outsider til årets titel.

De traditionel store racer på derbyet, engelsk setter og pointer, dominerede igen i år i antal tilmeldte hunde. Blandt disse tilmeldinger var det hos begge racer 1.UKK vinderen, der var mellem top favoritterne til årets titel, pointeren Fugledes Vento og den engelske setter Senjas Gaio. Hos de engelske settere havde to rutinerede og meget kompetente hundeførere, Kurt Nedergaard og Jørgen Heegaard, tilmeldt hunde til derbyet. Disse to herre skal ikke have meget held, før topplaceringen er i hus……Der ud over var det hunde som de tre startede fra kennel Stærkær, Scarlett, Steffie og Jaco, Vindfeldts Enya og Vindfeldts Chang samt Fugledes Venus, der blev talt meget om inden derbystarten 2003. Ud over alle forhåndsfavoritterne, er der nærmest tradition for, at på derbyet dukker der ukendte stjerneskud skud frem på hundehimlen. Stjerneskud som oftest ender med en topplacering, aldrig har der på forhånd været så åbent et derby som dette!

Lørdagens afprøvninger
Da hornblæserne lørdag morgen blæste til samling foran Hotel Postgården i Reersø fornemmede man den spændte stemningen blandt de mange fremmødte hundeførere. Efter velkomst, opråb og sundhedstjek(kontrol af tænder og krybtorchisme) var overstået, gik turen til de forskellige terræner, hvor dagens afprøvninger skulle foregå. Efterhånden som holdene blev sendt af sted, forsvandt samtidig den store karavane af biler fra parkeringspladsen ved samlingsstedet. De næste timer skulle afgøre, hvilke hunde der havde dygtigheden, og heldet, til at komme gennem nåleøjet til søndagens finale.

Derby 2003

Derbyvinder 2003, pointer Day.         
Nr. 2 Vindfeldts Enya aud.                                                                   

Ude i marken viste det sig hurtigt, at hundene var kommet på en vanskelig opgave. Det varme vejr, kombineret med den tørre vind, gjorde færtforholdene vanskelige for hundene.

I middagspausen blev mobiltelefonerne flittigt brugt, for alle var naturligvis nysgerrige efter at vide hvordan det var gået på de forskellige hold. "Goddaw, er der skudt over nogen hunde på jeres hold"? - "Har I haft nogle fugle"? var to spørgsmål som lød igen og igen. Svarene var næsten enslydene….der var ikke skudt over mange af de 60 startende hunde under formiddagens afprøver, til trods for en pæn fugletilgang på alle holdene.

Under eftermiddagens slip begyndte der efterhånden at blive lidt bevægelse i bladene på træerne - bevægelser der viste at vinden friskede lidt op. Det havde åbenbart en positiv indvirkning på færtforholdene. I hvert fald lød skuddene fra 9 mm revolvere flere gange i løbet af eftermiddagens afprøvninger, hvilket symboliserede at der havde været jagtbare situationer for hundene.

Nåleøjet
Efter endt afprøvning lørdag, var der igen samling på Hotel Postgården, hvor hundeførerne flittigt evaluerede på de oplevelser, hver især havde haft i løbet af dagen. Samtidig sad de 6 dommere, Asger Stein, Mogens Vestergaard, Erling Clausen, Jørgen Jensen, Niels Erik Kryger og Svend Buchhave og voterede de forskellige hundes præstationer. Ikke mange hunde ville fortsætte gennem nåleøjet til søndagens afprøvninger og dermed kampen om de endelige placeringer. Spændingen var derfor stor, da derbyudvalgets formand, kommunelærer Asger Stein, offentliggjorde navnene på de hunde som skulle kæmpe om trofæet om søndagen.

Hundene var inddelt i tre kategorier og i øverste kategori var tre hunde, irsk setteren Indi, pointeren Fugledes Vento og gordon setteren Pennehavens Buffas. I næste kategori var der følgende hunde; pointerne Fugledes Venus, Reintofts Gaby og Vindfeldts Enya aud. Engelsk setterne Heegårds Randi, Breines Tenna, Stærkærs Jaco, Kviks Kaspar og Baron, samt de to bretons Syrach og Leika. I trejde kategori var der to hunde, pointeren Day og den engelske setter Baron.

Hundene var nu kategoriseret, hvilket jo gav et forhåndsbillede af mulighederne for en placering i dette års derby. Der skete i midlertid en kolossal spændende udvikling under søndagens afprøvninger…..

Udligningen
Da vi alle var kommet i terrænet søndag morgen, startede regnen med at dryppe ned fra himlen. De sorte skyer viste os at det var denne vejrtype vi måtte indstille os på, denne ellers så dejlig søndag i september. Voldsomme byger og vindstød af stormstyrke, gjorde ikke forholdene i de sjællandske roemarker meget nemmere for de 14 hunde.

Ret hurtigt viste afprøvningerne at dette derby kunne blive meget jævnbyrdig. De to hunde som var i trejde kategori fra om lørdagen, præsterede nu flotte situationer, alt i mens hundene fra øverste ende havde chancer til fugl som ikke blev udnyttet. Dette bevirkede at feltet blev samlet, så der nu reelt ikke var langt fra top til bund. Dommerne valgte fornuftigt at omprøve 8 hunde inden frokost. Denne omprøvning betød et farvel til Venus, Leika og Gaby, således var der nu 11 hunde tilbage, hvoraf de seks hunde skulle placeres.

Efter frokostpausen blev vejret om end endnu værre. Dette var måske årsagen til at fugletagningerne udeblev. Fasanerne var, naturligt nok, søgt ud af de drivvåde roer og ind i remiserne. Derfor blev de klassiske engelske dyder, søg fart og stil, vægtet højt i den tætte kamp om topplaceringerne. Hundene skulle besejre konkurrenterne på formatet, hvis en derbyplacering skulle i hus.

Eftermiddagens afprøvninger skred frem og da vi blev transporteret til en stor roemark, stod det klart, at nu begyndte matchningen om topplaceringerne. De to første hunde som blev sluppet var pointeren Vento og setteren Tenna. Begge gik stort og godt, Vento løber ind i en flok agerhøns….dommerens råb "Koble" kom promte og Ventos derbydrømme forsvandt med regndråberne. Tenna fortsatte mod bretonen Syrach. Her havde Syrach svært ved at løsrive sig fra interessant fært, og dermed vandt Tenna også dette slip. Dernæst fortsatte Randi og Buffas. Randi opnåede hurtigt stand, men kunne ikke påvise vildt. Hundene fortsatte kampen mod hinanden, og slutteligt trak Buffas det længste strå og fik dermed retten til at fortsætte kampen mod den endelige top. Første skridt på vejen var den engelske setter Baron. Men de mange afprøvninger i løbet af de to dage begyndte nu at sætte sine præg på den smukke sorte Buffas. Han blev følsom på næsen, derfor blev slippet ikke blev så langt og Buffas måtte se sig besejret. Efter dette slip holdt dommerne ø-råd. Efter et kort møde blev tilskuerne kaldt sammen - næste slip var årets finale.

Finalen
Spændingen blandt publikum var stor. Alle følte med de to hundeførere som i de næste minutter skulle kæmpe om det trofæ alle drømmer om. De to hundeførere stod på kanten af en livsdrøm, en livsdrøm som kun en af dem får opfyldt i denne omgang.

De to finalister, Jens Brogaard med Vindfeldts Enya og Niels Jørgen Christensen med Day, viste stor gentlemanship og gav hinanden hånden inden finalen. Med ordene " Let the best dog win" var de klar til at slippe de to gulbrogede pointertæver ud på deres livs vigtigste opgave. Begge hunde starter i et stort og flot anlagt søg, begge hunde er derbyhunde som vi ønsker at se det. Pludselig kaster Enya sig rundt, rykker en gang frem og står på ny.

Alle holder vejret og flytter ikke øjnene væk fra Enya. Jens Brogaard må ha følt vejen op til sin hund som den længste gå tur han nogensinde har haft i en roemark, han har vidst at det var om få sekunder at derbyet blev afgjort.

Da Jens giver Enya rejser, springer den frem, men…..ingen fasan eller agerhøne kommer op af roerne. Enya er stadigvæk meget interesseret men der er ingen vildt i det område hvor hun stod……løbet er kørt, dommerne råber "Koble" - derbyet 2003 er forbi.

Smuk afslutning
I de meget smukke omgivelser i haven på Ågård Gods, havde derbyet de rammer som denne fornemme prøve fortjener. Det er vigtigt at disse traditionsrige prøver til stadighed bliver afsluttet på værdig vis!!!!

Ordførende dommer Asger Stein, udtrykte i sin afslutning stor tilfredshed med årets derby og takkede de involverede parter. Ligeledes afslørede Hr. Stein at den store jævnbyrdighed hundene imellem ikke havde gjort det nemmere for dommerne. Dernæst blev der givet kritik af de afsluttende slip. De 6 vindere ses øverst på siden.

Efter præmieoverrækkelse og lykønskninger startede snakken allerede om næste års prøve. Allerede nu var de første begyndt at snakke om mulige vindere, andre drømte måske om at stå på den plads som Niels Jørgen Christen og Day netop nu stod på, nemlig pladsen bag det store 1-tal, med de mange flotte sølvpokaler foran og ikke mindst pladsen i historiebøgerne.

På gensyn til derbyet i Nordjylland 2004

Flemming Sørensen