Lidt om mig og mine hunde.
Jeg hedder Katja Broch og er 24 år. Når jeg ikke er sammen med min hunde læser jeg matematik og økonomi på syddansk universitetet i Odense.
1Jeg har to Border Collier, Lacho og Zargi på henholdsvis 2 og 3 år, som jeg træner agility med. Jeg startede med at løbe agility med en ’låne-hund’, det var en fantastisk labrador, ved navn Kongo, han strålede af glæde og elskede at arbejde, han blev desværre syg og vi måtte sige farvel til ham alt for tidlig.
Efter min afsked med Kongo, fik jeg lov at køb min egen hund for mine konfirmationspenge, så i år 2000 købte jeg Ticho, en rigtig dygtig og dejlig Border Collie, som jeg blev danmarksmester med i år 2002. Desværre måtte jeg også tage afsked med Ticho alt for tidlig. I en alder af 5 år, fik Ticho en skade, som en operation ikke ville kunne redde, og jeg måtte tage den svære beslutning at aflive, min bedste og mest trofaste ven, som jeg havde tilbragt mange tusinde timer sammen med. Et halvt år før jeg måtte tage afsked med Ticho, havde jeg købt en lille ny hvalp, Zargi, som jeg nu har arbejdet med i 3 år og er begyndt til konkurrence med. Tre måneder efter jeg kom af med Ticho, fik jeg endnu en hvalp, Lacho, som nu er 2½ år gammel og som ligeledes skal ud til konkurrencer i år rundt omkring her i landet.

Positiv træning
Positiv træning -det beskriver hele grundprincippet i, hvordan jeg træner hund. Det er meget vigtigt for mig, at træningen er sjov både for mig og hundene. Alt foregår med godbidder, bold og leg. Jeg skælder meget sjælden ud eller råber ad hundene, jeg bekræfter dem i stedet, når de gør noget godt eller tager en rigtig beslutning. Specielt på agilitybanen kan DE aldrig gøre noget forkert, tager de en forkert forhindring eller laver en anden fejl på banen, er det MIN skyld, så har jeg ikke været dygtig nok til, at handle (vise hunden hvad jeg ønsker den skal gøre) eller bakke den op i det den var i færd med, eller også er grundtræning simpelthen bare ikke gjort godt nok. Det vil med andre ord også sige, at der aldrig er grund til at komme med negative indvendinger til hundene, da det jo er mig der ikke har gjort mit arbejde godt nok.
Jeg bruger mine hunde til agility, som er en sport der går ud på at få hundene til at gennemføre en forhindringsbane hurtigst muligt uden fejl.

Klikker
Skal hunden lære noget nyt, bruger jeg indimellem en klikker, hvilket er et lille redskab som siger en klik lyd når man trykker på den. Denne klik lyd har hundene lært betyder godbid/ros. Ved at bruge en klikker har man mulighed for at belønne hunden meget præcis, da man kan klikke lige i det split sekund hunden gør det man ønsker. Et lille eksempel kan være, hvis jeg ønsker hunden skal lære at rydde de ting op der ligger på gulvet. At rydde op vil sige, at hunden skal lægge tingene op i en kasse med låg på. Første øvelse er altså at få hunden til at åbne kassen. Jeg siger ikke noget men lader hunden arbejde, det første den nærmer sig kassen klikker jeg, så den bliver klar over, at det er kassen jeg er interesseret i. Begynder hunden at vælte kassen, tramp på den eller andet sjovt forholder jeg mig helt i ro, først når hunden bruger snuden klikker jeg, når hunden så skubber til låget med snuden klikker jeg igen og når hunden får skubbet låget af kassen med snuden klikker jeg igen og roser så hunden ved at øvelsen er færdig. Så starter jeg forfra igen, først når jeg er sikker på at hunden går hen til kassen og skubber låget af med snuden sætter jeg en kommando på øvelsen. Det der er vigtigt for mig, at når jeg har sat en kommando på en øvelse, skal jeg være helt sikker på at øvelsen ikke mislykkedes. Fordi hvis jeg først har givet en kommando, som hunden ikke udfører, er træningen pludselig blevet negativ, da hunden ikke adlød. Træningen fortsætter med at hunden skal samle tingene op fra gulvet og lægge dem hen i kassen, jeg klikke præcis ligesom før, hver gang hunden gøre noget jeg ønsker. Dette plejer at være en rigtig effektiv indlæringsmetode, når hund og fører har lært klikker princippet –og så er det positivt hele vejen igennem for begge parter.


’Bliv hvor du er’- kommando

Det er ikke vigtigt for mig, at hundene kan komme pænt på plads og både sit, dæk og stå, det der i første omgang er meget vigtigt for mig er, at jeg har en kommando, der kan få hunden til at blive hvor den er, så bestemmer den egentlig selv om den helst vil sit, dæk eller stå.
For den ene af min hunde falder det meget naturligt at lægge sig, hans stress niveau er lidt højt, så han har brug for, at jeg tager beslutningen, men da det falder ham meget naturligt at dække, er det den kommando jeg bruger til ham, når han skal blive hvor han er. Den anden af min hunde stresser slet ikke på samme måde, så han vælger selv, om han vil sit, dæk eller stå, jeg er ligeglad med, hvad han gør, bare han bliver, hvor han er blevet bedt om det. Det lyder måske lidt uprofessionelt eller sløset, for folk der træner meget lydighed, men jeg har ikke brug for, at mine hunde kan alle tre ting, jeg har blot brug for, at de kan én af tingene rigtig godt. Når man skal kunne noget rigtig godt, kræver det træning og træningen er meget lettere, hvis man skal gøre noget som ligger naturligt for en, end noget man skal lære fordi ’sådan gør de andre’. Tit får man også hurtigere succes og positiv samarbejde, hvis hunden føler den kan tilfredsstille sin ejer forholdsvis let.

Feltforhindringer
2Det er altid rart at kunne sige til sin hund, at den skal blive hvor den er, men jeg har også meget brug for øvelsen på agilitybanen. Der er nogle forhindringer som kaldes feltforhindringer (A-brættet, vippen og balancen) disses forhindringer har et felt, det vil sige et område, som er malet en anden farve end resten af forhindringen, dette felt er placeret helt nede ved jorden, og det skal hunden røre med mindst en pote. Det lyder måske meget simpelt, men det er et meget vigtigt og et stort træningsområde, da man får en fejl, hvis hundene ikke rører feltet. Hundene har en tendens til at vil spring af forhindringen, inden den når ned på feltet, da de har meget fart på og gerne vil videre. Det kræver rigtig meget træning at få hundene til at røre felterne.

3Måden jeg træner det på, er ved at hunden skal løbe hele vej over forhindringen ind til forbenene rører græsset, så skal den stoppe og blive der ind til jeg giver den en fri kommando. Hvornår hunden skal stoppe op, skal den selv finde ud af, jeg giver den ikke en kommando om at stå stille, for det kan jeg ikke gøre præcist nok, det skal være indlært.
Jeg starter indlæringen med at sætte hunden på feltet med forbenene i græsset og bede den om at blive der, dvs. den ene af mine hunden får en dæk kommando og den anden for en ’bliv’-kommando og så må de ikke forlade feltet før de får lov. Her roser jeg når de er på feltet og er neutral når de ikke er, det vil også sige, hvis de forlader felt inden de har fået lov, skælder jeg ikke ud, jeg er blot neutral og viser dem tilbage til feltet, hvor jeg ønsker de skal være. Når de har fundet ud af, at det er lykken at være på feltet, løfter jeg dem lidt længere, så de nu skal gå et par skridt inden de skal indtage deres ’stop position’ på feltet. Med tiden får de så lov at løbe hele vejen over forhindringen og indtage deres ’stop position’ nede for enden. Dette er en af de ting i agility, som man skal træne og vedligeholde hele livet, da det er rigtig svært for hundene. Mange af de andre forhindringer/øvelser kan hundene resten af livet når den først har fået dem lært.

Det er hundrededel af sekunder det drejer sig om

4Da vi bliver målt på, hvor hurtigt vi kan løbe en fejlfri bane, gælder det selvfølgelig om, at skære den hundrededel af et sekund af, alle de steder på banen det kan lade sig gøre. Derfor arbejder jeg rigtig meget på at få lavet så små burer (sving) mellem to forhindringer som overhovedet muligt. Hunden skal løbe i den mest optimale linie hele banen igennem, for at spare sekunder.
Jeg skal hele tiden sørge for at hunden får den mest optimale løbebane, dette gør jeg ved at placerer mig korrekt i forhold til, hvordan jeg vil have hunden skal løbe. Det eneste jeg siger til hundene når jeg løber er ’frem’, hvilket betyder, at den skal løbe videre i den retning den har, og så bruger jeg hundens navn, hvis jeg ønsker, den skal kikke på mig, fordi jeg signalerer noget nyt. Jeg skriver signalerer, fordi jeg styrer hundene med kropsprog, dvs. jeg viser hovedsageligt med skulder og fødder, hvilken retning hunden skal løbe i. Selve kropsproget jeg bruger er sært at beskrive, og da det ikke er et udvidet handler kursus i agility, så vælger jeg lade det blive ved det, trods det er det helt centrale redskab i måde hvor på jeg styrer min hunde. At kunne styre eller vejlede hundene er meget, meget vigtigt, man kan sige det er det agility går ud på i bund og grund. Når man kommer ud til konkurrence, er der en dommer som har lavet en bane, dvs. han har placeret forhindringerne sammen med nogle nummerskilte, og så skal hundene passerer alle forhindringerne korrekt i nummerrækkefølge. (Selvfølgelig laver dommerne ikke en bane, hvor hund bare kan løbe og tage den forhindring der står først for, der skal vises samarbejde og præcision af hund og fører –dommeren har selvfølgelig nogle sikkerhedsregler han skal tage højde for, men ellers er det kun fantasien der sætter grænser for, hvordan han kan bygge en bane op)
For at vende tilbage til de skarpe og præcise vendinger, der skal til for at spar hver en hundrededel af et sekund, er min placering på banen også meget vigtig, så hundene kommer til at løbe den mest optimale bane, dette kan jeg illustrer vha. en lille tegning, af en kombination som kunne indgå i en bane.

5

På tegning A illustrerer, den røde linie hundens løbebane, de blå prikker min løbebane, der hvor prikkerne er gule kalder jeg på hunden og når den hører det vil den dreje, så bliver jeg nød til at vente, til hunden har sprunget over spring nr. 3 så jeg kan krydse bag om den, hvilket de grønne prikker illustrerer.
6På tegning B illustrere, den røde linie igen hundens løbebane, de blå prikker er min løbebane, når hunden springer over spring nr. 2 bevæger jeg mig til venstre, når hunden er næste ud for mig, vender jeg rundt foran hunden, altså jeg krydser dens løbebane, dette skift bruger jeg tre skridt på og det går hurtigt, det illustreres på tegningen med de lyseblå prikker. Bemærk, ved at handle som på tegning B, skal jeg ikke kalde på hunden, da jeg hele tiden signalerer med mit kropsprog hvilken retning vi skal i (Jeg står ikke stille som i jeg vil blive nød til på tegning A).
I dette tilfælde er der ingen tvivl om, at den handling der illustreres på tegning B er den mest optimale, så der kan måske spares et sekund bare på de fire spring, ved at man placerer sig hensigtsmæssigt. Handlingen som er illustreret på tegning B er mere optimal en handlingen på tegning A, men det er bestemt ikke en entydig løsning, der er flere muligheder, som giver hunden en lige så optimal løbebane. Jeg har dog valgt kun at beskrive disse to mulige handlinger, da det blot er for at illustrere, hvor vigtigt det er at man får sig placeret rigtigt på banen.

Konkurrence
Til en konkurrence kender vi ikke banen før vi ser den på dagen, vi løber fire forskellige baner på en konkurrence dag.
Vi har noget der kaldes banegennemgang, der må hundeførerne gå ind på banen uden hund, ca. 5 minutter. Jeg skriver ca. 5 minutter for det er helt op til dommeren hvor lang tid vi har.
Det første man gør ved en banegennemgang er, at finde ud af hvilken bane hunden skal løbe, altså man kikker efter numrene 1,2,3..osv, der kan være op til 23 forhindringer på en bane. Når man har fundet ud af, hvilken vej man skal, finder man ud af, hvordan man vil placere sig, for at give hunden det perfekte løb. Så løber man banen igennem nogle gange, hvor man øver sig lidt, for når man først har hunden med på banen, så kan man ikke når at kikke på nummer eller handling, det skal være forberedt. Normalvis tror jeg, vi løbe en bane (19-23 forhindringer) på mellem 30 og 40 sek. alt afhængig af sværhedsgrad, så der er ikke lang tid til at overveje noget i, når man er på banen med hund, disse overvejelser skal man have gjort sig inden man går ind.

Det er meget vigtigt, at hunden ingen fejl laver, hvis man vil være med i toppen. En fejl kan være mange ting f.eks. hvis hunden ikke sætter en pote på feltet på feltforhindringerne, som er beskrevet tidligere, eller river et spring ned, løber forbi en forhindring eller ikke går ind fra højre side af slalomet eller går ud at slalom for tidligt. Man får også fejl, hvis føreren f.eks. rører ved hunden eller forhindringerne. Man kan blive disket, altså helt udgå af konkurrencen, hvis hunden tager en forkert forhindring eller en forhindring bagfra eller f.eks. har løbet forbi en forhindring tre gange eller føreren har boldt eller godbidder på banen.

7Det er altså ikke nok at have en hurtig hund, det er også ekstrem vigtigt, at man ved, hvor man har hunden og den forstå, hvad man signalerer til den. Kort og godt handler det om samarbejde. Jeg er af den overbevisning, at det bedste samarbejde opnår man ved positiv træning. Positiv træning er for mig, at bekræft og rose hunden når den gør noget godt og ellers forbliv neutral. For at kunne rose hunden for det der er godt er det vigtigt at vide præcis, hvad der er målet med øvelsen.