TIPS & TRICKS PÅ INTERNATIONALE PRØVER

Artiklen er først og fremmest lavet som hjælp til de, der har stående jagthunde og som ønsker at deltage i markprøver på kontinentet.

 

Dyre lærepenge

På forårsprøverne gik der flere år, før jeg rigtigt fattede, hvad der egentlig skete under afprøvningen. Mange gange blev jeg stoppet, før afprøvningstiden var udløbet. Et af mine første mål var derfor at gå prøvetiden ud. Jeg husker et af de første år, hvor jeg stillede op på tre prøver og sammenlagt fik under 10 minutters afprøvning. Jeg kunne så, efter at have deltaget i nogle år uden resultater, have valgt den holdning: " prøver på kontinenter kan jeg ikke bruge til noget og de siger ikke noget om hundenes kvaliteter, som jeg kan bruge i Danmark". Jeg kunne endda med rette have valgt den holdning, for i Danmark havde jeg ingen problemer med at få mine hunde præmieret, men jeg havde samtidig lært især en franskmand og en belgier at kende. Jeg oplevede med dem, at når vi ud på de sene timer over en flaske vin delte vores visioner om de rigtigt store hunde, var vi meget ens i opfattelsen. Jeg var også imponeret af, at så mange deltog i prøverne og at mange af dem var professionelle - der måtte selvfølgelig være noget, når så mange med passion deltog i prøverne og efter prøverne delte fascinationen om de bedste hunde - jeg ville prøve at bryde koden. I denne artikel vil jeg forsøge at give mine erfaringer videre primært fra forårsprøverne.

Tricks


Breton PVN´s Mira,                         Meget tid bliver tilbragt i bilen             Frokosthygge                                Dejligt når det lykkes!                   
Poul Valdemar Nielsen
 
Tips til træning og bedømmelsen

Søget - afprøvningen foregår primært enkeltvis. Det betyder, at hunden skal have viljen og have lært at arbejde med høj fart alene. Da man kører frem til afprøvningen, skal hunden eksplodere fra første minut. Der gives normalt ikke flere chancer, heller ikke selvom der ikke er fugle i slippet - kun agerhøns tæller i foråret. Der kan gives 7 ekstra minutter, hvis hunden har gået til excellent. Søget skal som herhjemme være metodisk uden at være mekanisk, men da mange af markerne er enorme og ikke er afgrænset af hegn og samtidig tæt besat med fugle og harer, kræver det, at hunden gennem træning selv har lært at slå sine slag i nogenlunde samme afstand og dybde. Hunde, der har lært altid at gå ud og vende helt ude ved hegnskanter hver gang, har nedbrudt denne evne og vil ofte gå for stort eller det vil kræve for megen fløjten for få hunden til at vende i samme afstand. Et par fløjt til at korrigere, herefter skal hunden selv evne det videre, ligesom de store hunde godt kan trække på fært, men de korriger selv i næste slag ved at slå tilbage og dække lommen. Hunden må selvfølgelig ikke rode og følge harefært. Det er tilladt, at hunden hurtigt kontrollerer fært. Med hensyn til søg og arbejdsstil henvises til de enkelte racer, hvoraf flere har arbejdsstil (søg, stil, hovedføring, stand, m.m.) beskrevet ligeså detaljeret, som eksteriøret for racen er beskrevet. Markerne afveksler fra vintersæd, raps, majsstub og bar jord. Det betyder, at det er nødvendigt også at træne på sort jord og lade hunden finde fugle. Ofte vil fuglene i Frankrig og Belgien være at finde i den sorte jord midt på dagen. Og den sorte jord kan være meget leret og tung især ved regn. Her er det en fordel at have klippet hårene mellem poterne for at undgå, at der dannes klumper mellem poterne.

 

Standen - når hunden tager stand, løber føreren normalt ud til hunden og det er nødvendigt da fuglene oftest ligger meget løsere end i Danmark. Det kan skyldes flere forhold; at der ikke er naturlige skjul, anden fødesøgnings- adfærd, bestandstætheden, som giver flere territoriekampe og så det faktum, at de kan være fløjet dertil fra det andet hold eller af den hund, der har været ude lige forinden. Standens kvalitet opdeles i den måde den går til fugl på, sætter dem, intensiteten og overlegenheden. De ønsker hunde, der viser, at de behersker situationen. Jeg har ofte oplevet skuffede danskere, der ikke har kunnet forstå, at de ikke nåede højre præmiering, når de nu havde haft flere stand. Men hvis ikke alle stand har været til excellent, ja, så giver det den præmiering, som standen bedømmes til.

 
Tricks

Desværre er standens kvalitet ikke noget, man kan træne, da disse egenskaber er nedarvede. Hunde, der ikke har disse egenskaber, kan det ikke betale sig af stille med om foråret. Men man kan med fordel træne på industriarealer for at hundene lære at klare hønsene og især at sortere harefært fra fært på høns. Det er afgørende, at hunden lærer dette, idet det kræver fuld koncentration på fugl, hvis det skal lykkedes at klare de ofte flygtige fugle. Sørg her for at køre et stykke væk fra, hvor prøverne foregår, for ikke at give arrangørerne problemer.


Rejsning af fugl - ofte kan det ikke lade sig gøre at nå frem til hunden og man afgiver da skud på afstand for at vise, at hunden respekterer skud. Skyd hellere en gang for meget end en for lidt, hvis hunden har stand - det er op til dommeren at vurdere situationen og der gives ingen præmier uden skud. Her er det afgørende vigtigt, at hunden forbliver totalt roligt på standstedet, løber den tilbage til føreren, bliver den diskvalificeret. Herved undgår de hunde, der blinker fugl. Det betyder, at træningen skal tilrettelægges, så hunden altid bliver på stedet ved skud. Under rejsningen skal hunden bevare kontakten til føreren, springrejsning er diskvalificerende. Ligger fuglene langt ude, skal hunden guide føreren frem til fuglene. Det er tilladt, som på jagt, at gå helt op på siden af hunden og her kan man bruge det fif at sige "hinter, hinter" for at dæmpe en hund med springrejsning. Hunden skal herudover mærke, når fuglene letter og stoppe øjeblikkeligt, for at opnå højeste præmiering. Jeg har på de prøver, jeg har deltaget i kun oplevet vilde fugle.

 

Til den samlede bedømmelse hører også den enkelte races arbejdsstil og da vi i Danmark ikke vægter dette, kan du være i tvivl, om dine hunde vil kunne opnå højeste bedømmelse. Der er her ikke andet at gøre end at prøve at deltage, for at få det afklaret. På hvert af holdene rangerer dommeren de på holdet præmierede hunde og er der en hund med excellent, hvor arbejdsstilen er som de bedste indenfor racen, kan han tildele den et CAC (det samme som på udstillinger). De hunde, der har opnået CAC, samles til matchning og her kan du bedømme, hvilken stil der for din race vægtes - men du skal være hurtig, for dommerne har kun fokus på dette - målet er at finde den mest typiske for racen, derfor tæller stand heller ikke i denne fase.

 

Prøver overalt til enhver tid - sådan tilmelder du dig

Der er prøver overalt i Europa. Det begynder i Andalusien i januar/februar. I det tidlige forår er der også prøver på bekkasiner i Frankrig. Højsæsonen - de store prøver - ligger i marts/april, hvor der er prøver i Holland, Belgien og Frankrig næsten hver dag. Mange specialklubber holder ligeledes mesterskaber og eurocup i disse måneder. Fra maj og til august afholdes der prøver i Frankrig på vagtler. Om efteråret er der skydeprøver mange steder og i november/december også prøver på snepper. Der er altså rige muligheder for at få sammenhængende dage med prøver hver dag. At søge de største prøver vil for de fleste, der ikke har deltaget flere gange i mindre prøver, ofte være spild af tid og penge, idet der her dømmes hårdere og kortene holdes tættere ind til kroppen, hvorfor det kan være mere uforståeligt, hvad det er der sker.

 

Flere af prøverne er medtaget på FCI hjemmeside under agenda scc.asso.fr. Jeg modtager normalt også datoerne til forårsmarkprøverne, men først ret sent da mange af prøverne først tilrettelægges først i februar. Hvis du er interesseret i at deltage, kan du skrive eller ringe til mig og jeg vil da hjælpe. Tilmelding kan du normalt gøre pr. fax og betale om morgenen inden prøven. Det er vigtigt, at du har rabiesattesten med, den må maximalt være et år gammel og første gang minimum en måned gammel.

 

Afgang til terrænerne kan godt være lidt forvirrende i starten. Det skyldes, at der først trækkes dommere om morgenen og du er her nødt til at give dig tilkende overfor dommeren. Har du flere hunde med på prøven og er på flere hold, begynder afprøvningen på det hold, hvor din hund har lavest startnummer. På et kort i lokalet kan du se, hvor de enkelte hold skal være. Jeg anbefaler, at du kun fører et par hunde de første gange, men de professionelle kan nå at få optil 12-14 hunde afprøvet på en dag. Prisen for prøverne ligger typisk på godt 200 kr. pr. hund.


Kan resultaterne fra kontinentet bruges i Danmark ?

Du skal ikke tage til udlandet for at bruge resultaterne til at komme i vinderklasse eller til championater. Hvorfor ved jeg egentlig ikke, måske hænger det sammen med, at de, der bestemmer reglerne i Danmark, endnu ikke har set værdien af disse prøver og det kan man altså ikke læse sig til. Det kræver deltagelse ikke kun en gang, men mange gange. Jeg selv er glad for det danske system, men kan også se styrkerne i det som alle på kontinentet anvender. Jeg tror, at det vil give jagthundesporten og jagten et skub i den rigtige retning, hvis flere deltog i udlandet og udvekslede erfaringer. Og jeg tror, at det i første omgang vil det kræve, at resultaterne fra kontinentet vil kunne anerkendes i Danmark og det ligger ikke lige om hjørnet. Det betyder, at hvis du vil deltage, så gør det ud fra ønsket om at lære hundesports entusiaster fra andre lande at kende og høre, hvordan de tænker hund og race.

 

Poul Valdemar Nielsen