VORES HJERTE BANKER FOR TOLLEREN

Nova Scotia Duck Tolling Retriever – Tolleren – er en middelstor, kraftfuld, kompakt, harmonisk og muskuløs hund af middel til svær knoglebygning. Den er i høj grad adræt, årvågen og beslutsom. Mange tollere har et lidt bedrøvet udtryk, indtil de begynder at arbejde. Da skifter det til intens koncentration og iver. Under arbejdet har hunden en hurtig forceret aktion med hovedet udstrakt omtrent i niveau med ryglinien, og den buskede kraftige hale er i konstant bevægelse.

Tolleren er særdeles intelligent, let at træne og meget udholdende. Den er en stærk og dygtig svømmer og har en medfødt, intens lyst til at apportere på land og fra vand, altid på spring for det mindste tegn til apportering. Dens stærke apporteringslyst og legesyge er egenskaber, som er væsentlige for dens evne til at ”tolle”, hvilket vil sige at lokke ænder ind på skudhold ved at lege ved vandkanten.

 Troller

Kennel Shaggy Tollers verdensvinder 2004.                 Apportering nærmer sig et godt niveau.          Kurt & Anne Marie Henriksen.

Tolleren er oprindeligt fremavlet til apportering fra isfyldt vand og skal derfor have en vandafvisende dobbeltpels, middel af længde og blødhed, med en blødere meget tæt underuld. Pelsen kan være let bølget på ryggen, men ellers er den glat og tæt tilliggende. Der er kraftigere og længere pels på halsen, bag ørerne og bag på lårene (”bukser”), mens forbenene har moderate faner. Farven er forskellige nuancer af rød eller orange, fanerne oftest i en lidt lysere farve end resten af pelsen. Ofte ses hvide aftegn enten på poter, bryst, som blis eller som halespids. Pigmentet på næse, læber og øjenkanter skal være enten kødfarvet, afstemt efter pelsens farve eller være sort.

Det fortælles at man trænede hundene i kanaler, hvorr der var opsat rækværk, forskudt for hinanden. Hundene blev så sendt herind og kaldt tilbage igen. Ænderne var nysgerrige og svømmede ind i kanalerne for at se, hvad det var, der ind imellem dukkede op mellem rækværkerne. Når ænderne var langt nok inde i kanalerne, kunne de nedlægges og hentes i land. Hundene her blev kun brugt som lokkehunde, ikke som apportører. Muligvis har disse hunde oprindelse i Holland/Belgien, hvorfra også Kooikerhondjen stammer, en hund med mange af de samme egenskaber som tolleren.

Det fortælles, at jægerne på Nova Scotia vogtede over deres hunderace. Selv om der var en del af dem på halvøen, så man dem ikke, og indtil omkring 1945, hvor racen blev anerkendt af CKC, den Canadiske Kennel Klub, var de praktisk talt ukendte uden for Nova Scotia. Nova Scotia’s bedst bevarede hemmelighed! For resten hed de indtil 1945 ikke Nova Scotia Duck Tolling Retriever, men var kendt under navnet ”Little River Duck Dog”

I forbindelse med at tolleren i 1995 (50 år efter CKC anerkendelsen) blev udnævnt til Nova Scotia’s nationalhund, blev der i området syd for Yarmouth, Comeau’s Hill, rejst et skilt, som angiver, at dette er ”Birthplace of the Little River Duck Dog” – et absolut ”must”, hvis man er på de kanter.

Fra 1945 og frem til 1965 gik det stadig tilbage med registreringen af racen, ikke fordi der ikke blev opdrættet hvalpe, men fordi opdrætterne ikke gjorde sig den ulejlighed at få hvalpene registreret.

I forbindelse med fastsættelsen af standarden var der nogen diskussion om størrelse. I de nordlige egne af Nova Scotia var tilgangen til vand væsentlig vanskeligere end i den sydlige del. Desuden er der på nordsiden stor forskel på høj- og lavvande, man har der verdens største tidevand med op til 10 m forskel på høj og lav vandstand. Dette gjorde, at opdrættere på den nordlige del af halvøen foretrak væsentlig større tollere, end man gjorde i den sydlige del, hvor de typiske jagtområder var moser og indsøer med noget roligere vand. Opdrætterne omkring Yarmouth foretrak en mindre toller. Man fik dog skrevet en standard for racen med plads til ret store forskelle på små og store tollere.

At de fødte hvalpe ikke blev registreret medførte, at racen omkring 1960 var ved at uddø. Der var kun nogle få hunde tilbage, som var registreret. En lille flok opdrættere gik i gang med et kæmpearbejde for at ”rekonstruere” racen med de få registrerede hunde samt andre, som ikke var registreret. Ud fra disse få hunde stammer alle de tollere, der er i dag rundt om i verden. En nu afdød dansk toller (født 1993) kunne på fem generationer føres tilbage til ”Foundation Stock” i 1963.

Den dag i dag bliver der stadig i et vist omfang opdrættet uregistrerede tollere i områderne omkring Yarmouth. Opdrætterne der har kendt racen i en menneskealder og deres eneste krav til avlshundene er, at de kan udføre det arbejde, de oprindeligt er fremavlet til, nemlig at lokke ænder ind på skudhold for derefter at apportere de nedlagte fugle. Disse opdrættere bekymrer sig ikke om stamtavler. De ved hvem der er forældre til den tæve, de ønsker at bruge i avl. Når de så finder en han med de ønskede egenskaber, er det nok for dem at få at vide, hvem der er forældre til denne han.

Troller

Under et besøg på Nova Scotia i 2001 besøgte vi en opdrætter af uregistrerede tollere, Andy Wallace. Det var utroligt spændende at høre ham fortælle om jagterne og om hans hunde gennem tiderne. En sjov lille ting i forbindelse med dette: Han ønskede tollere med SMÅ ører, gerne små foldede ører som var rimeligt højt ansatte. Hundens ører fortalte ham, hvornår der var ænder i nærheden, og efter hans mening kan mange tollere i dag ikke sende de ønskede signaler med ørerne, som hans hunde kan. Nutidens tollere har efter hans mening alt for store ører. Hans tæve var i øvrigt en ganske pæn tæve.


Tolleren hører til gruppen apporterende jagthunde, FCI gruppe 8. Som I kan læse i afsnittet om racens historie, så er den først og fremmest en fuglehund, specielt opdrættet til at apportere svømmefulge fra selv isfyldt vand.

I dag har man meget få steder mulighed for at drive den form for jagt, som tolleren oprindelig blev brugt til, men det har da også vist sig, at den sagtens kan fungere som en traditionel apportør på markjagter.

Som nævnt bør man, hvis man vil bruge tolleren til jagt, præsentere den for vildt i en så tidlig alder som mulig. Tollerne har det med at begynde at ”stille spørgsmål”, når de bliver ældre og mindre spontane end små hvalpe. Så frem med en andevinge eller andet vildt allerede når hvalpen er otte uger, gerne tidligere, hvis man kan få opdrætteren til at præsentere hvalpene for vildt, inden de flytter hjemmefra.

Tollerens vigtigste kendetegn som jagthund - i  forhold til andre jagthunde - er dens evne for tolling (at lokke). Hundens medfødte villighed til at løbe efter en genstand, og hurtigt bringe den tilbage til jægeren, for hurtigt derefter at se efter den næste pind, bold eller lignende som bliver kastet, har været brugt i mange år, til at lokke ænder tættere på jægerens skjulested. Denne evne har som bekendt givet navn til racen, så en Duck Tolling Retriever er altså en hund, der lokker ænder til.

Denne specielle evne kan naturligvis udnyttes af jægeren til dette formål, men kan også bruges i anden forbindelse. Evnen medfører, at det er særdeles let at lære Tolleren at apportere, (hente vildtet) og det er en af de vigtigste opgaver for en god jagthund.